Nytårsforsætter

Hvor holder vores nytårsforsætter sjældent?

Nytårsforsætter – intet Nytår uden dem. Men ni ud af ti forsætter bliver ved tanken. Hvorfor?
Er det fordi vi ikke virkelig ønsker ændringerne? Eller fordi vi er for svage til at gennemføre dem? Eller måske fordi forsætterne er urealistiske?

Hvis du er en af de mange, der har opgivet nytårsforsættet, så har du måske stillet dig netop de spørgsmål, når den ellers så fremragende plan faldt til jorden.

Psykologien bag

Nuvel, jeg har både en god og en dårlig nyhed til dig.
– Den gode nyhed er, at ingen af de ovenstående begrundelser er hele sandheden om, hvorfor du ikke gennemførte dit forsæt.
– Den dårlige nyhed er, at du har opgivet noget, der var vigtigt for dig, uden grund. Du kunne sagtens have gennemført det, – hvis du bare havde vidst hvordan.

“Okay,” spørger du måske. “Hvad kunne jeg så have gjort anderledes?”

Det skal jeg såmænd fortælle dig. Du kunne have begyndt med at tage dig selv og dit ønske alvorligt. Det er vigtigt af flere grunde. For det første vil man uvægerlig altid støde på `venlige` folk omkring sig, der i utvetydige vendinger giver udtryk for deres manglende tiltro til dit projekt. Du kan altså ikke uden videre regne med, at andre vil tage dit forsæt alvorligt.

 

Psykologien bag et bedre liv

Det var den ene grund. Den anden er, at du fortjener at blive taget alvorligt. Hvis du er et menneske, der ønsker et bedre liv for dig selv, så fortjener du at blive taget alvorligt. Dine drømme, dine håb, dine ønsker om et bedre liv fortjener al den opmærksomhed, du overhovedet kan mobilisere.

Når først du tager dig selv alvorligt, har du halvvejs gennemført dit forehavende, for det betyder, at du ikke lader dig punktere af din egen manglende tiltro. Du fortsætter ufortrødent, fordi du har besluttet dig for at tage dig selv alvorligt, og gøre alt det, der er nødvendigt, for at bibringe dig selv det, du ønsker. Flot!

Når man tager sig selv alvorligt, gør man simpelthen alting anderledes.

 

Psykologien bag enhver ændring

Prøv at tænke på noget, du faktisk har gennemført. Hvordan gjorde du? Mit bud er, at du ikke stillede spørgsmålstegn ved dig selv, dine evner og det, du gjorde. Du gjorde det bare.

Bare at gøre det er nemlig nemt nok, når blot man har besluttet:

  1. At det er et godt mål/ønske/forsæt
  2. At du fortjener det, fordi du fortjener et godt liv
  3. At du vil det, fordi du gerne vil gøre det, der er godt for dig
  4. At du kan det, fordi du vil det

Lad være at diskutere med dig selv undervejs. Bare gør det, du har besluttet dig for – og kun det! Sæt en tidsperiode på, hvor du arbejder på dit projekt. Jo mere du tvivler, des vigtigere er det at fortsætte. Først når du har fortsat trods modgang, kan du vide, om det lykkes. Hvis du standser ved mindste modgang, har du ikke bevist noget som helst -andet end at du er god til at give op.

Husk: Dem, der giver op, vinder ikke. Dem, der vinder, giver ikke op!

Nytårsforsætter og vinderpsykologi

Forsæt:

  1. Find ud af hvad du vil opnå – følelsen af dit forsæt (fx. sundhed)
  2. Lav det om til et erklæret mål (fx. ikke ryge, drikke, overspise)
  3. Beslut dig for at gøre det fra et bestemt tidspunkt (fx. i morgen tidlig)
  4. Planlæg, hvad du vil gøre og/eller gøre i stedet (fx. sjippe, drikke vand, løbe)
  5. Lav en minutiøs plan over de næste to ugers indsats og følg den!
  6. Begynd NU med trin 1.

Hvis du ikke kan gøre det i dag, kan du ikke gøre det. Så begynd nu med en lille ting. Hvad som helst, der bare fortæller dig, at du nu er i gang med at gøre det, der er godt for dig.

Det er ikke kun de store skridt, der tæller. Oftest er det de små skridt, som fortsætter, der fører dig til målet, fordi uanset hvor umotiveret du er en dag, så vil du altid kunne overtale dig selv til en lille handling, der fører dig bare lidt videre.

God fornøjelse!

Pin It on Pinterest

Synes du dette indhold var interessant?

Del det med dine venner! Eller en du mener også kunne drage nytte af det.