Personlig udvikling

Hvordan kan jeg hjælpe dig med personlig udvikling?

Alle vil gerne have et godt liv, og for de fleste mennesker er der store sammenfald med hensyn til, hvad et godt liv er: nemlig en tilværelse med mulighed for at være den, man er og gøre det, man er bedst til, få anerkendelse for det og høste frugten i form af personlig tilfredsstillelse, social accept og materiel tryghed og måske også velstand.

 

Personlig udvikling hjælper på følelsen af meningsløshed

Men de færreste af os oplever tilværelsen sådan. Den fylde og dybe glæde ved livet, vi stræber efter, erstattes ofte af en underlig flad mellemtilstand, som vi forsøger at kompensere for på forskellig vis med en uendelig række aktiviteter, der skal forhindre, at vi står stille længe nok til at mærke den følelse af tomhed og meningsløshed, som følger efter. Hvis vi da ikke synker hen i hverdagens trummerum og en stiltiende accept af tingenes tilstand, krydret med et dybfølt savn efter noget, vi ikke rigtigt ved, hvad er. Vi ved bare, at det føles påtrængende, og at følelsen bliver stadigt mere udtalt som årene går.

 

Personlig udvikling handler om selvværd og selvtillid

Resultatet er generel mistrivsel og frustration – om ikke på det ydre, så dog på det indre plan, og denne mistrivsel fører til generelt lavt selvværd og manglende selvtillid, der senere forårsager andre lidelser som stress, angst og depression, der nærmest er blevet folkesygdomme. Nu kunne man som borger i verdens lykkeligste land måske tro, at disse tilstande er et resultat af det, man kan kalde tilværelsens ulidelige lethed, men efter mere end 20 år som psykolog, hvor jeg har talt med hundredvis, ja, måske tusindvis af mennesker med dette syndrom, er det imidlertid min erfaring, at mistrivslen snarere er udtryk for, at vi alt for sjældent lever livet i overensstemmelse med os selv og vores egne indre værdier, trods de i øvrigt gode muligheder for at gøre det.
Dette fund har fascineret mig dybt, og derfor har jeg i en årrække arbejdet målrettet med at finde ud af, hvorfor det er sådan og for at finde en vej ud af det, der kan hjælpe mine klienter. Det er der kommet en hel ny model for personlig udvikling ud af, og det er den model, du vil blive præsenteret for, når du vælger et forløb med personlig udvikling.

 

Personlig udvikling afdækker dit glemte potentiale

Rationalet bag modellen er, at det har vist sig, at det lave selvværd og manglende selvtillid er baseret på, at vi som børn lærte, at nogle sider af os var mere ønskede end andre. De ønskede sider fremhævede vi uforholdsmæssigt, mens de uønskede sider blev undertrykt. Dem opfattede vi nemlig som bevis på, at vi var grundlæggende forkerte, og denne grundlæggende opfattelse af at være forkert er nu så fast funderet i vores underbevidsthed, at det forhindrer os i helhjertet at vælge vores egen vej og i at udleve uforløst potentiale. I stedet har vi overtaget omgivelsernes version af, hvad et godt liv er og hvad der er en rigtig eller forkert måde at leve og være menneske på, og vores livsstrategier er kommet til at handle mere om at finde måder at overleve på i denne snævre skabelontilværelse end om at leve det rette liv for os selv.
Men ingen af os er skabeloner. Vi er hver især fuldstændig unikke og født med særlige træk, der gør os helt specielle, og som kræver, at vi selv skræddersyr tilværelsen, så den passer til os, hvis vi vil gøre os håb om at leve et helt og fuldt liv, hvor følelsen af tilfredshed og trivsel hersker.

 

Personlig udvikling er retten til at være dig selv

I modsætning til hvad vi ofte bilder os ind, er det imidlertid ikke de ydre omstændigheder, der forhindrer os – det er os selv! Som børn kunne vi ikke vælge anderledes, men det kan vi nu! Det eneste, der reelt hindrer det, er en manglende anerkendelse af retten til at være os selv. For at gøre livet til vores eget projekt, er vi nødt til at lære at værdsætte sider af os selv, som hidtil er blevet forkastet og udvikle livsstrategier, der passer til, og det er dét, terapien hos mig vil hjælpe dig med.

 

Det, du tænker, får du. Vidste du det? – Læs mere om affirmation >

 

Specialer

Seneste artikler

Selvværd og Livslyst

Hvad er et godt liv? Alle vil gerne...
Læs mere

Stress

Hvilken stress skal du være opmærksom...
Læs mere

Nytårsforsætter

Hvor holder vores nytårsforsætter...
Læs mere
succes er at se muligheder fremfor begrænsninger, lykke og succes

Lykke og succes

Succes er det, som gør dig glad og...
Læs mere

Pin It on Pinterest